Om at skifte plaster selv

D4714

Ja, forskellige ting fylder i forskellige sind, men netop det at skulle skifte mit eget plaster var noget, jeg synes var svært (oppe i hovedet!) i starten. Så jeg har valgt at lave en post omkring det, for det var slet ikke så stor en udfordring, når det kom til stykket – så måske det kan være en hjælp at læse om 🙂

Efter operationen sad plasteret på i 2 uger – og ved samtalen på svar på operationen fik jeg det skiftet af sygeplejersken. Det hjalp lige at få set, hvordan hun gjorde det.

Og min “Åh nej bare jeg ikke får infektion når jeg selv skifter det”- panik var unødvendig, for sårene bliver overraskende hurtigt til ar og lukker sig også.

Plasteret der bliver brugt er noget der hedder 3M Micropore plaster, der er åndbart og sidder på for at gøre arrene så ‘pæne’ som muligt – i 3 måneder. Det skal skiftes 1 gang om ugen.

 

 

Jeg har lige taget et billede af, hvordan det ser ud med plasteret på; som I kan se, så skal der sættes 4 på for at dække arrene bedst. Man skal sørge for at dække så lidt som muligt “dobbelt”, altså at plastrene overlapper hinanden. Sæt det ikke for stramt, for du skal kunne lave alle dine stræk øvelser, uden at det er plasteret, der begrænser dig 🙂

 

DSC_0115

5 ugers opdatering

shutterstock_146921540

Tiden går og nu er det 5 uger siden min mastektomi operation. Der er faktisk ikke sket det store i forhold til min 4 ugers opdatering (som kan findes her 4 ugers opdatering)  – derfor blot en kort opdatering.

Rent kosmetisk ser det nogenlunde ens ud, og bevægeligheden går langsomt fremad.

Sørg nu for at få lavet Jeres stræk-øvelser og husk at hjælpe blod cirkulationen i området på vej. 🙂 Jeg har ikke været så god til det sidste – jeg fandt det svært at ligge hånden på området i starten, så der er noget af huden der er ved af hæfte sig lidt for godt fast indvendig. Det håber jeg min fysioterapeut kan hjælpe mig lidt på vej med (Jeg går hos hende en gang om ugen)

Jeg har taget et billede lidt fra siden, håber det er en hjælp.

DSC_0114

Det var blot en kort opdatering som sagt, men spørg bare ind, hvis der er noget 🙂

 

En fin serie om rekonstruktion jeg vil anbefale

glamour_title_screw-you-cancer-season-1

 

Selvom jeg ikke selv har valgt rekonstruktion, vil jeg alligevel gerne dele en serie, jeg har set for nylig – jeg ved mange af Jer jo vælger rekonstruktion til.

En kvinde på 28 år deler ud af hendes erfaring i et rekonstruktions-forløb, og selvom at det ikke er i Danmark synes jeg, at den sagtens kan være til gavn og inspiration herhjemme også.

Den er i 9 små overskuelige afsnit.

Glamour: Screw You Cancer

Håber I synes om den og kan bruge den – om ikke andet er det dejligt at se sådanne ting synes jeg – så vi bliver mindet om, at vi ikke er alene om valgene 🙂

Forkæl dig selv

7-chic-ave-Spoil-yourself

 

Ja, imens dine operationer står på, så forsøg at forkæl dig selv lidt her og dér 🙂

Jeg har især haft gjort mig overvejelser i forbindelse med min kvindelighed bagefter – hvordan jeg ville have det med at “miste” så mange kvindelige ting i min krop. Så der er blevet indkøbt lidt forskelligt til at støtte mig i valget og huske mig på, hvorfor jeg har gjort det. Blandt anden denne halskæde nedenfor, hvor jeg valgte en kæde hvor længden gør, at den slutter der hvor brysterne sad – og vedhængene har jeg selv sat sammen og af symbolsk værdi;

En barnevogn som symbol på min dreng, som er min største drivkraft til overlevelse

Et hjerte som symbol på kærligheden mellem min mand og jeg

Og et pigetegn for at huske mig på, at jeg er ligeså meget kvinde nu som før.

DSC_0140

Jeg har fundet det hele hos mine lokal guldsmed – men det fås garanteret også på nettet.

Hvad mon andre har købt ind til lidt selvforkælelse i forbindelse med forandringerne? Del gerne 🙂

Et rørende brev fra en sygeplejerske

static1.squarespace.com

 

I al min søgning i forbindelse med mine operationer, så står dette brev klarest. Så rørende skrevet, og ramt lige i hjertet.

 

An Open Letter to My Patient on the Day of Her Mastectomy

 

 

Hello, Dear.

Today is the day. I am a member of the surgical team who will take care of you — the team that will remove your breast to treat the cancer that has tried to make a home in your body. We all have our role today, and the world would see yours to be the “patient.” I see it as something more: a powerful gift to us.

Because you remind us why we do what we do.

Today will feel sterile and scary. And I am sorry for that.

I wish there were a better way. Today we will ask you to take all your clothes off and put in their place a gown. Women before you have worn it. Women after you will wear it. Be sure to ask for warm blankets, because we always have plenty. We will ask of you your blood type, your medical history, your allergies. We will ask you to lie down in a bed that’s foreign to you. We will have to poke you so that we can start an IV.

You will meet many nurses, doctors, and hospital employees. We will write down important things for you to know. Your surgeon will see you soon. He will have to mark the breast we are having to remove today.

We will take you into the Operating Room — a room only few have seen. There will be bright lights, lots of metal, instruments that you’ve never seen, and we will be dressed in gowns, gloves, and masks. Over our masks, we hope you can see our eyes reassuring you as you go off to sleep.

Today is the day you will have to say goodbye to a part of your body, a part of yourself.

Your breast has felt the warmth of a lover’s caress, has fed your child with life-sustaining milk and connection. You have many memories stored in your breast, stories none of us today know about. Somehow I wish I knew them.

And yet. Here we are. We must do our rituals. We must scrub our arms and hands with alcohol so that we can fight off infection before we start. We don our gowns, our gloves, our masks. We must drape your body in blue.

You are exposed. And unconscious. And it must be difficult to trust. I honor you, Dear One.

My job is to help your surgeon take away the cancer. I get a bird’s eye view of the process. The surgery begins and I feel your warm skin through my gloves. I wonder what stories you already have and the ones that are yet to come.

We carefully remove your breast. It never gets easy to see or to do. You must know this. It never feels natural, it never feels cavalier. It feels sacred to me. Every. Single. Time.

I look down and see your pectoralis major — the big muscle behind your breast. A source of strength. It is beautiful and shiny. Sometimes it contracts a little bit while we work. Sometimes the muscle is bright red and young. Sometimes the muscle is faded a little. But it is always strong. I like to gently touch it withmy fingers. Because I feel your strength there.

We must send your breast away now. It officially leaves your body. I always feel an ache in my gut in that moment. There is no way for you to fully prepare for this day, Dear One.

I like to think that your body is already healing, as we close the incision we had to make.

Sewing your skin back together feels like I’m helping a little. But I know it’s actually all you doing the work. Even as you sleep, Dear One.

We will put a bandage on your incision. We will wake you up. We will tell you everything went well. But the road is just beginning for you.

I saw you today.

You are beautiful.

You are strong.

Thank you for entrusting me and my colleagues with your most intimate moments. I am honored to be a witness to this phase of your life.

Because now the healing begins. Now the grief is in full force. Now your breast is gone and in its place is a memory.

I watch you as you wake up. And I want to make it all go away. I can’t. Today your body underwent a transformation. And today our team took care of your body. I hope we took care of your heart, too.

There is nothing we can say or do to make it go away. But please know that I care. We care. Behind our masks and gowns are heavy hearts and sometimes tears.

Yours are a gift today. Because you remind us of human resilience. You remind us of strength. You remind us of trust.

I saw you today.

You are beautiful.

You are strong.

I will not forget.

—Niki, your Nurse Practitioner First Assistant on the Surgical Team

Oversigt over mulige faser i forbindelse med et mastektomi

xStairs.jpg.pagespeed.ic.wwxoLUzJ3f

 

Jeg fandt denne side for nogle måneder siden – og tænkte jeg ville dele den hér, da jeg selv har haft god gavn af den.

Selvom vi, som ‘selv’ tager beslutningen om at få fjernet vores bryster, ikke har kræft, kan faserne vi går igennem godt ligne de samme. Håber det hjælper dig at læse 🙂

Stages of Grief After Losing A Breast

 

Anticipatory Grief

Grief is an unfolding process that consists of five basic stages. We start the grieving process as soon as we learn that a mastectomy is a possibility and continue grieving long after the surgery is over. Grief for an impending loss is referred to as anticipatory grief.

Stage 1 – Denial

number-1-hand-finger-squareWhen we first experience loss we go into the denial stage, during which we may feel shock, disbelief, and numbness. The denial stage is nature’s way of cushioning us from the bluntness of reality. Denial allows us to gradually absorb the painful truth. Many women who have grieved the loss of a breast describe their response in the denial stage as hearing the information the doctor is telling them as though the physician is ta1king about someone else. They find themselves thinking that cancer and mastectomies happen to other people, not them. This response can give you time to intellectually attend to the details, such as making appointments with the surgeon and oncologist, before emotion floods in.

Stage 2 – Protest

number-2-hand-finger-squareAs our initial shock wears off we move into the protest stage, a phase of intense emotion, including anger, sadness, and confusion. As the facts start to sink in, our thoughts set off an emotional reaction. Our fear of surgery and of cancer is probably foremost in our minds. Before we are even sure we have cancer, we often start to think about dying and leaving our loved ones behind. We feel sad for our kids, our partner, and ourselves. We often feel betrayed and angry with our body. My clients consistently ask me what they did to deserve breast cancer. This is the time during which we tend to blame ourselves or others as we try to make sense of the loss. Anger at God, our doctors, or the relatives who passed on the bad genes is very common during the protest stage. Besides feeling the need to direct our anger at someone; it is also common to engage in unrealistic mental bargaining, such as promising to go to church every Sunday if our breast is spared. This bargaining is a combination of denial and our need to feel that we have some control over the situation. During this time, it is also common to experience physical symptoms from stress, such as diarrhea, constipation, neck and shoulder pain, rest-less sleep, and fatigue. Your stomach may ache or you may find yourself with a splitting headache that makes it hard to think. Your body may seem to be screaming out a message of emotional pain

Stage 3 – Disorientation

number-3-hand-finger-squareThe third stage of grief is the disorientation stage. This stage is often accompanied by restlessness, confusion, and depression, as we have to change our routines and adjust to the changes the mastectomy has brought. We may also continue to experience the physical symptoms of stress during this stage. Disorientation is very natural after your chest has healed enough to begin to wear more normal clothes and you are feeling strong enough to go out in public. You can’t just go to your closet and pick out an outfit like before. Throwing on a bra and a T-shirt is not as simple at this point. Now, selecting an outfit means finding a top that your tender chest and restricted arm can tolerate, plus finding a way to fill in the missing breast. You have lost a breast, the freedom to wear a variety of clothes, the movement in your arm, trust in your body, some of your sexuality, restful sleep, and physical comfort, to name a few of your many losses. And even though most of these losses are temporary or become easier with time, making the adjustment to them is likely to cause you to feel confused and disoriented.

Stage 4 – Detachment

number-4-hand-finger-squareFollowing the disorientation stage we move into the detachment stage. During this stage we tend to isolate and withdraw ourselves, and possibly feel resigned and apathetic. It is as though we have to go off quietly by ourselves and sit with our loss. Too much contact with other people at this time often feels like an intrusion and a lot of work. We often feel we need to be left alone in our misery to fully absorb our loss and get used to the fact that a mastectomy has forever changed our life.

Stage 5 – Resolution

number-5-hand-fingerThe last stage of grief is resolution and it is during this stage that we enter a renewed state of reorganization and acceptance. We are not happy about the loss or our breast, but we see that we can live without it. The resolution stage often brings us insight into our life and ourselves that builds character and produce wisdom. During the resolution stage our mood lifts and we find we are able to experience joy again. This is also a time when we become grateful for what we have and want to give back. Volunteerism, such as in breast cancer support organizations, frequently accompanies this last stage of grief. If you give yourself the room to go through the emotions, you will move forward into the resolution stage of grief where you begin to feel acceptance. You will want to take back control of your life by becoming pro-active again. Priorities become redefined and life goals are reestablished. Your overall reaction may actually be a blend of loss and gain. Initially it may have felt like a horrible loss but, as you move through the process, you discover some advantages that come along with your body changes.

Automatic Behavior

21393947_sThere is also something called automatic behavior that often accompanies the grief process. This is what is happening when we don’t get our routine behaviors quite right and we start to feel like we are going crazy. As we process our loss we become distracted from life’s little details, and this natural preoccupation results in poor concentration while attending to daily tasks. As a result of automatic behavior you may find yourself putting the cereal into the refrigerator and the milk into the cupboard, squeezing a tube of skin cream instead of toothpaste onto your toothbrush, or seeing that the traffic light has turned red but not really registering it, and driving right through. Your short-term memory can also be affected because good concentration is required for the memory to work well. Do not panic over these lapses. They are temporary. However, it is helpful to remember that automatic behavior can occur during the grief process, so you can safeguard yourself. When you set out to drive, remind yourself that you are prone to poor concentration and constantly remind yourself to tune into the “here and now.” During this time you should stay away from dangerous machinery until you feel your focus and concentration return.

Each of you will go through the grief process in your own way. The stages of grief are meant to give a general description of the grief process, but in reality they are not as clean-cut as I have described. You will move back and forth through the various stages and can experience more than one stage at a time.

11295880_sThe significance you attach to your loss will determine how long your grieving process will last and how intensely you will feel it. Grief from losing a small purchase you just made may last only minutes, whereas a significant loss such as the death of a close friend, a divorce, or a house burning down may take years. Significant losses are often brought to mind by special events and seasons associated with the loss and these triggers can create new emotional pain. Most women take about two years before they report feeling fairly resolved about the loss of a breast. Your most intense grieving will probably happen close to the time of your surgery but you will likely continue to experience some grief from your mastectomy for the rest of your life. You may feel that you have just started to accept your loss just when something else seems to set it off again. It may be three years later, when you are faced with having to find an evening dress for an elegant wedding that you suddenly feel the tears bubbling up again. You may want to scream and stamp your feet at the unfairness of only being able to consider a quarter of the dresses because of the changes to your body. Twenty years after your surgery your best friend or daughter may be diagnosed with breast cancer and you may find yourself reliving some of your own pain as you walk through the process with her. All of these feelings are normal. Every woman grieves in her own way and in her own time.

Hormonbehandling efter fjernelse af æggestokkene

Hormone replacement therapy concept.

 

Dette her vil jeg virkelig gerne skrive om, fordi jeg selv i den grad savnede information om det, før min operation. Der var heller ikke meget fokus på det – “du får bare en østrogen pille”.

Nå, ok. Godt så. Men hvad er det lige, at de hormoner de gør, og hvad betyder det for mig krop, at jeg ikke længere har “mine egne”? Og hvad skal jeg gøre?

Efter lang tids søgning, og samtale med fysioterapeut føler jeg mig nu bedre dækket ind. Vores hormoner sørger for så meget i vores krop.

Et rigtig fint overblik kan findes her:

Surgical Menopause

Jeg får selv blot østrogen. Jeg fik fjernet min livmoder under operationen også. Hvis jeg ikke havde fået fjernet denne, ville jeg også skulle have gestagen, men det er ikke nødvendigt uden livmoder. Så, østrogen. Nærmere betegnet Estrofem, en tablet daglig, mindste dosis.

U4

Med hensyn til østrogen tilskuddet har jeg en samtale med den gynækolog, der opererede mig, om nogle måneder, for at vurdere, om dosisen er OK. De holder den helst så lav så mulig, fordi østrogen tilskud kan øge risikoen for brystkræft i det tilbageblivende væv. Jeg har ikke oplevet nogle hedeture eller andre former for “overgangs-alder-symptomer”.

Af kosttilskud er jeg begyndt at tage noget ekstra til mine knogler, for at forebygge knogleskørhed. Det hedder Cal-Mag 1:1 Citrat og er fra Solaray.

 

large_cal_mag_vitamind_k2_1801

Jeg er begyndt at tage kollagen (for at hjælpe min hud og mit hår lidt på vej og beholde elasticiteten osv.)

Derudover tager jeg fiskeolie, multivitamin og et ekstra skud C vitamin (alt af den let optagelige slags)

Det ovenstående skal på ingen måde opfattes som markedsføring – jeg deler blot mine tanker og hvad jeg selv har fundet frem til. (Fysioterapeuten var hende der anbefalede mig det forebyggende kosttilskud mod knogleskørhed)

Det er planen at jeg, når jeg er kommet mig helt ovenpå operationen, skal til at træne et par gange om ugen, for at bibeholde mig gode form og forebygge på den måde også.

Jeg er ingen ekspert på hele hormon området, det er meget omfattende, og jeg bliver stadig klogere, men indtil jeg er stærkt rustet, vil jeg afholde mig fra at kaste mig ud i større indlæg omkring det hele, da jeg ikke vil have, at det skal virke misvisende.

Faktum lige nu er selvfølgeligr blot, at min krop har brug for østrogen i form af en pille, nu jeg ikke kan danne mine egne hormoner.  🙂

 

Bevilling til brystproteser (4 uger efter operationen)

slider_breast_forms_energy_slider_image

 

Så kom den ind ad døren i dag – bevillingen til proteser. 4 stk!

Det er ikke nogle jeg vil komme til at gå med, men jeg vil alligevel med tiden få indkøbt dem, så jeg har dem, bare for en sikkerheds skyld. Man ved jo aldrig.

Men jeg nyder friheden i ikke at skulle gå med en BH, og jeg tror oprigtig talt, at jeg vil blive en smule ‘ked’ af at tage dem af. Jeg tror, at jeg langt lettere accepterer og elsker “den nye mig”, hvis jeg er som jeg er, hele tiden.

En bevilling til proteser er noget, som socialrådgiveren på afdelingen var sød at hjælpe mig med efter operationen – så husk at spørg, når I er indlagt. Det kan også ansøges om på nettet, men enhver hjælpende hånd er da rar, ik’ 🙂

Se evt. mere her

Tilskud til brystproteser ved hel eller delvis fjernelse af brystet

Hvad gør du, går du selv med protese, og hvad synes du om det? 🙂

Lidt hjælp til inspiration; valget om ingen rekonstruktion (links)

aid327517-728px-Make-a-Flat-Chest-Beautiful-Step-1

 

Som lovet, her nogle links som jeg selv har haft en stor glæde af at læse – og er blevet bekræftet i, at mit valg om ingen rekonstruktion var det rigtige for mig.

 

Siden her bliver løbende opdateret, så den vil indeholde alle de hjælpsomme sider jeg finder, samlet ét sted.

 

Fjernelse af hele brystet (mastektomi)

Flat & Fabulous

No Easy Choices on Breast Reconstruction

No F****** Pink Ribbons!

Going Flat: Choosing No Reconstruction

Why I Did Not Choose Reconstruction

Post-Mastectomy Women Without Breasts, You Are Not Alone

On non-reconstruction

My mastectomy made me more beautiful

Quality of Life After Breast Cancer Surgery With or Without Reconstruction

Mastectomy – Yes or No?

Why I Gave Up My Breasts

Video trailer – LESS

 

2 bøger om rekonstruktion (at læse om rekonstruktion og se resultaterne har også været gavnligt for mig)

Debbie´s Story

Sherrie´s Story

 

Har du nogle hjælpsomme links, så del dem meget gerne med mig 🙂

 

 

 

 

Rekonstruktion eller ej – et personligt valg

f01859c4c43e3f7edcec500ff3e10865

 

Ja – et utroligt personligt valg. Så, here goes. Er du her, så er du måske også i tvivl. Jeg vil starte med at sige, at jeg fuldt ud respekterer alle de kvinder der vælger rekonstruktion. Jeg kan sagtens forstå det. Det er bare ikke noget for mig. Og her vil jeg fortælle om min vej til denne beslutning.

Da jeg først hørte om rekonstruktion, og mastektomi operationen hos lægen på hospitalet (hun var ved at henvise mig til Roskilde til rekonstruktion allerede ved første samtale) – bad jeg om, at få lidt tid at tænke i. Det lød simpelthen ikke tiltalende for mig. Jeg syntes, at den dobbelte mastektomi operation var stor nok – og uanset metoden for rekonstruktion, så lød det ikke til at være noget for mig.

Større risiko for komplikationer, længere restituering, muligvis mere svært at spore evt. kræft knuder bagefter, end hvis jeg ikke fik rekonstruktion, risiko for udskiftning af implantat (afhængig af rekonstruktionstypen), større kirurgisk indgreb og dermed længere tid i narkose, flere dræn nødvendigt bagefter, tanken om fremmedlegemer i kroppen…

Jeg så mange, mange billeder af rekonstruerede bryster, og ingen af dem, jeg så, var noget for mig.

Listen er lang. Nogle punkter er måske knap så rationelle, men jeg havde to mål; at reducere min risiko for brystkræft. Og at komme hurtig ovenpå, så jeg kan være der for min dreng.

Og mest af alt har jeg også kunne læse mig til, at det aldrig vil føles som mine egne bryster igen. Jeg ville også vide det selv, naturligvis, og jeg tilhører en type, der tænker meget dybt over tingene.

Jeg tror, at netop dét var udslaget også; Jeg ville simpelthen ikke være glad for min krop, og alt det den skulle gå igennem, pga. ‘to buler’. Hvilket er hvad det ville være for mig. Ingen føling i dem, kun udseendet. Og aldrig udseendet som det har været. De ville ikke kunne amme et barn, eller give mig følelsen af de bryster, jeg ville miste.

Det ville føles falsk, for mig.

Jeg savner mine egne bryster, hver dag. De bryster der klarede amning i flere år (High fives!) – dem jeg er født med, dem min mand har kærtegnet, dem min dreng har puttet sig ind til hver gang vi har set tegnefilm…Dem savner jeg. Uden tvivl. Men tanken om at skulle igennem flere operationer, komplikationer og længere restituering, tilmed uden at opnå det resultat jeg vil? Nej tak. Mine egne bryster eller slet ingen. That was the deal.

Jeg brugte -meget- lang tid på at finde andre kvinder i min situation, med mine tanker. Er du også i den proces, så vil min næste post indeholde nogle links netop til dig, som har hjulpet mig meget.

 

Opdateret: Her 5 uger efter operationer fortryder jeg ikke mit valg. Det var det rigtige for mig.

 

Hvordan kom du tættere på din beslutning, og hvad hjalp dig? 🙂

4 ugers opdatering

week-4

 

Lidt forsinket er her en 4 ugers opdatering siden min dobbelte mastektomi operation uden rekonstruktion.

 

Det heler stadig vældig fint. Som lovet har jeg tilmed et billede til Jer i dag, så I kan danne Jer et indtryk af, hvordan det kan se ud 🙂 Jeg er fortsat positivt overrasket over arrets udseende – i sær når man tænker på, at det kosmetiske resultat først rigtig kan bedømmes og er “faldet til ro” efter et helt år. Det “rynkede”man kan se er blot fra plasteret – det sidder jo godt til, og under især genoptræningen bliver huden strakt godt ud og foldet sammen.

 

DSC_0601

 

De flapper jeg nævnte ude i siderne er stadig synlige, som man kan se – men som sagt, det kosmetiske resultat er først faldet helt til ro efter et år. Der kan stadig være hævelse, væske osv. der driller. Og jeg har efterhånden læst mig til, at det er er svært snit som kirurg at lave – selv på den mest slanke kvinde kan de her “Dog ears” stadig forekomme.Det betyder også noget, at huden omkring arrene stadig er stram – det hele skulle gerne “blandes lidt bedre”, senere hen, hvis man kan sige det sådan 🙂

 

Jeg kan stadig mere og mere. Min fysioterapi i hjemkommunen starter i morgen. Jeg har indtil videre fået udleveret 2 hæfter fra hospitalet. Det hele strammer stadig, jeg skal huske mig selv på at stå ret op – men jeg kan næsten nå den øverste hylde i køkkenskabene igen nu 🙂

Jeg er også langt bedre i stand til at handle på egen hånd, men kan fortsat ikke bære noget over skulderen – det generer simpelthen langs arrene i siden. Jeg kan heller ikke sove på siden endnu, og det er virkelig træls, da jeg normalt altid sover på siden! Men det er jo blot midlertidigt. Og giver mig noget at se frem til.

 

Jo bedre det går fysisk, jo mindre tænker jeg over alle der her forandringer. Men jeg ved også, at der nok “ligger noget og venter” på at blive bearbejdet med tiden. Men alt til sin tid 🙂

Det bliver også lettere at gå ud uden bryster nu – i starten tænkte jeg meget over det. Nu tænker jeg mindre og mindre over det. En stor lettelse!

Jeg fortryder stadig ikke mit valg om ingen rekonstruktion, men mere herom senere 🙂

 

 

Det var lidt herfra, håber det fortsat giver et godt indblik i, hvad du kan have i vente, hvis du selv står overfor sådan en operation 🙂

Fjernelse af æggestokke og livmoder – en oversigt

 

a2c6a257-4671-461f-94aa-21bfb96a77b1

Ja, her lidt omkring da jeg fik fjernet mine æggestokke og livmoder for to måneder siden.

Beslutningen var naturligvis ikke en nem én, da det betyder, at jeg ikke længere kan få børn (Og jeg ville gerne have haft flere. Jeg har en dreng på 3 år).

Men det at få af vide, at jeg har så stor risiko for at udvikle en så aggressiv kræftform, der tilmed er svær at spore i, gjorde, at jeg ikke følte det egentlig var en beslutning jeg skulle tage. Den var taget. Jeg vil gøre alt jeg kan for at overleve for min dreng. (Han er 3 år)

Så, det hospital, jeg tidligere har gået til check hos hver år, udførte operationen. Jeg var heldig, at kirurgen tilmed var den læge, der har undersøgt mig gennem årene; det gjorde det ekstra trygt. Kikkert operation var udgangspunktet, og det lykkedes heldigvis. Den tog blot en times tid. Bagefter var jeg temmelig svimmel og groggy, det meste af dagen – jeg gætter selv på, at det både er narkosen, men også det “chok” min krop var igennem, pludselig at være uden mine egne hormoner.

Det var ikke nemt at få “det hele i gang” igen, det var ikke nemt at få tisset, men det lykkedes tredje gang. Hav evt. lidt lægemiddel (Magnesia) og tag det forebyggende, for at hjælpe maven lidt på vej, det gjorde jeg.

Jeg blev udskrevet dagen efter, og vraltede hjem. Nu operationen ligesom er “i kernen” af kroppen, så kan smerten godt være noget svær – da mange bevægelser kræver mavemuskler og at området omkring operationssåret er i brug. Så jeg lå rigtig meget ned i starten. Men det gik stille og roligt fremad, og ugen efter kunne jeg sove ovenpå igen.

Jeg vedhæfter et billede til at vise, hvordan det så ud lige efter operationen. Da jeg søgte rundt inden mine operationer, syntes jeg, at det faktisk var svært at finde noget om andres oplevelser med netop denne operation. Der var og er rigtig meget fokus på fjernelse af brysterne, og især rekonstruktion, i stedet for. Så jeg håber, at denne post kan være andre til hjælp. 🙂

Jeg vil lave en separat post omkring det at være på hormonbehandling.

Operation1

 

Følelserne forbundet med denne operation har været meget blandet. Naturligvis er jeg glad for, at min risiko for æggestok kræft kan fjernes. Men det er også trist at skulle sige farvel til en så kvindelig del af min krop. Jeg har brugt meget lang tid forinden operationen på at læse om andres historier – og det har hjulpet. Jeg faldt også over en side, hvor kvinden der skriver havde lavet et slags farvel brev til sine æggestokke og livmoder. Det lyder måske plat i nogens øre, men for andre af os giver det mening, fordi det på mange måder kan være en stor sorg. Jeg deler mit senere hen 🙂

 

Note: Jeg fik fjernet min livmoder under samme operation, da det betød, at jeg så “kan nøjes” med kun at få østrogen. Hvis man beholder livmoderen, så er gestogen nødvendigt også, og det kan øge risikoen for kræft i livmoderhalsen.

 

 

Det var en lille smule om mit operationsforløb. Som altid, er du meget velkommen til at spørge ind; du skriver bare en kommentar, og jeg vil svare så godt jeg kan 🙂

 

Frihed i varmen

silverlining4

 

Ja, det er om at se det positive jo 🙂 I denne hede der har ramt landet (den der fugtige varme er bare ikke mig – bvadr!) – så er det rart ikke at skulle have en BH på! Jovist det er lidt varmt med det plaster, jeg skal have på i 2 måneder endnu, men det går fint. Og igen, alle de dejlige sommer toppe der måske er uden stropper, eller med tynde af slagsen, eller bare i let, flagrende stof; de ser bare bedre ud, uden at BHen forstyrrer 🙂

Ja, lidt positivt herfra, selvom jeg jo godt selv er klar over, at der er tale om “every cloud has a silver lining”.

Jeg håber, at I andre også formår at se det positive i forandringen – god dag herfra i hvert fald 🙂

Fantom BH strop – Eller hvad?

Ja, i dag kom jeg så ubevidst til at rette på min BH strop – som jo slet ikke er der mere!

Det kommer sig af, at stederne omkring arrene stadig er “stramme”, så det føles faktisk som om, at der sidder noget og strammer hele tiden. Lidt trælst! Men det er naturligvis til at udholde 🙂 Og det bliver bedre.

Bare en lidt sjov tanke, at stå der og gribe ud efter noget, som jeg ikke kommer til at have på igen. På den anden side tænker jeg, at det bliver befriende også – det er om at se det positive i det. Masser af stropbluser og andet, der vil se pænere ud, uden at der er BH i vejen! Og ikke mindst off shoulder bluser. Dem har jeg altid været stor fan af, og de kan virkelig anbefales til at give overkroppen lidt mere “balance” nu brysterne er væk. Mere om hvilket tøj klæder bedst senere.

Hvordan tænker du om det, savner du det sexede lingeri, eller føler du dig også mere fri? 🙂

 

 

3 ugers opdatering

Tja, denne blog kom først op og køre efter mastektomi operationen, så det vil lige tage mig lidt tid at indhente relevant info til Jer der læser med 🙂

Men nu er det tid til en 3 ugers opdatering siden min operation (dobbelt mastektomi uden rekonstruktion)

 

Helingen er gået virkelig fint. Jeg har siden operationen haft sådan et smart plaster på  – 3M micropore- hedder det vist nok. Det skal sidde over arret i 3 måneder – og skiftes en gang om ugen. Det tåler bad, er åndbart og tørrer hurtigt. Lige nu er det også rart at have noget over arrene, for at “skærme sindet lidt”.

Det kan dog godt “folde” en smule, hvilket gør, at der er nogle bluser der bare ikke kan bruges pt. – dem med meget tyndt tætsiddende stof osv.

Jeg ville have taget et billede af arrene da jeg skiftede plasteret i går, for jeg ved, at billeder er noget af det der virkelig kan gavne andre, så de får en forestilling om, hvad de har i vente, men jeg glemte det. Jeg lover at huske det næste gang!

Men jeg er overrasket over, hvor fint arrene ser ud allerede. Det plaster hjælper virkelig på at fint resultat.

 

Jeg har et par “flapper” ude i siderne, under armhulen, på engelsk populært kaldet “dog ears”. Det er dog for tidligt at bedømme noget resultat – der går op til et helt år, før det er muligt. Men jeg er forhåbningsfuld! (Jeg er rimelig slank af bygning, så de er også virkelig små – og kan evt. korrigeres ved et lille indgreb senere)

 

Jeg kan mere og mere, for hver dag der går. Genoptræningen hjælper meget. Stræk stræk stræk, er mit råd. Alt med måde, dog, selvfølgelig, indtil smertegrænsen. Det er ikke længere en kamp at tage en bluse på, og nå ting på øverste hylde i køleskabet! Nogle gange må jeg dog lige have en taburet til hjælp. Og det er stadig ikke nemt at skubbe klapvognen, især det at dreje den volder besvær. All in time.

 

Det er ikke nogen nem tid, det dobbelte mastektomi har forårsaget at tabet af min mor (som døde af brystkræft da jeg var lille – og selv fik fjernet et bryst) ligesom er blusset op igen. Men mere om det følelsesmæssige aspekt senere hen, det er jo et stort emne.

 

 

Det var lige et par ord herfra i dag – håber jeg får mere energi til at tage mig kærligere af denne side snart. Skriv endelig hvis du har brug for uddybning, eller hare spørgsmål.

 

God dag 🙂